onsdag den 24. januar 2007

Scandinavia and Sherlock Holmes

Så er der udkommet noget ganske særligt for skandinaviske Sherlockianere! Denne bog vil uden tvivl blive en milepæl i Sherlockiana fra vores verdensdel. The Baker Street Irregulars har udgivet bogen ”Scandinavia and Sherlock Holmes” med vores kære Bjarne Nielsen BSI som hovedansvarlig redaktør. Størstedelen af bogen er desuden oversat fra dansk til engelsk af Bjarne. Bogen er inddelt i fire afsnit, hvor det første afsnit består af to fine introduktioner. Den første består af en introduktion til Sherlock Holmes i Danmark ved Bjarne Nielsen BSI, og den anden introducerer Sherlock Holmes i Sverige ved Mattias Boström BSI. I bogens andet afsnit fremstilles artikler fra Sherlock Holmes Selskabet og The King of Scandinavia’s Own Sherlockians. Tredje afsnit prydes af bidrag til den Sherlockianske forskning fra medlemmer af Sherlock Holmes Klubben, og det fjerde afsnit er tildelt de interessante bidrag fra Sverige. Bogen er rigt illustreret med hyggelige tegninger af bl.a. (selvfølgelig) Henry Lauritzen BSI. Dette er en meget flot bog, som bør findes i enhver dansk Sherlockianers bogskab. Den rummer mange timers interessant læsning. Naturligvis har flere af artiklerne tidligere været udgivet på dansk, men mange af dem er ikke længere tilgængelige, da de findes i gamle skrifter og aviser eller aldrig tidligere har været udgivet for offentligheden. Desuden er dette en god chance for danske Sherlockianere, der ikke er så stærke i det svenske sprog, for at følge med i Sherlock Holmes forskningen i vort naboland mod øst. Dette er en bog, som Danmark kan være stolt af. Well done, Bjarne!


“Scandinavia and Sherlock Holmes”
“International Series”
Edited and Translated by Bjarne Nielsen BSI
The Baker Street Irregulars
New York
230 pp., hardbound w. dustjacket, $39.95

Ingen kommentarer:

Send en kommentar